Her er en cykelferie i Bourgogne, som tager dig gennem nogle af Frankrigs mest berømte vindistrikter. Vi har sammensat en rundtur fra Dijon på 4 cykeldage gennem de vinklædte skråninger i Côte de Nuits og Côte de Beaune. Her folder et smukt vinlandskaber sig ud som et uendeligt, bølgende tæppe af vinstokke, der omkranser borge, fæstningsværker, gamle kirker og historiske slotte som Clos de Vougeot og den eventyrlige middelalderby Châteauneuf. Fra de åbne, vinstokklædte bakker snor ruten sig videre gennem den fredfyldte Ouche-dal og langs Canal de Bourgogne tilbage mod Dijon. Det er en tur i dit eget tempo, hvor det maleriske vinlandskab møder århundreders kulturarv og den berømte franske gæstfrihed.
Ankomst til Dijon
Flyv til Paris og TGV-tog derfra. Oplev byen som så gerne vil ryste sit senneps- og kir-image af sig. Byen konkurrerer med Lyon om at være Frankrigs gastronomiske hovedstad, og vil gerne bryste sig af sin arkitektur, som afspejler datidens velstående Burgund. Palais des Ducs med Musee des Beaux Arts og Place Liberation og de mange små gårde man kan kigge ind i. Meget spændende by og rigeligt til en ekstra dag inden turen videre – eller måske som afslutning. Du bor fx på Hotel Chambellan.
Dijon-Beaune
49km
Vinmarkerne begynder så snart du har sluppet alle hæslighederne med de store “Centre Commerciales”, som omgiver snart enhver middelstor by i Frankrig. Og hermed – det store sceneskifte – er du i hjertet af Bourgogne. Du starter i ”Pinot Noir-riget” og kommer til Gevrey Chambertin med den verdensberømte Chambertin Grand Cru mark – endnu en af Bourgognes sværvægtere. Vil du have udsigt, så stil cyklen fra dig og tag stien, der går opad lige bag vinmarkerne. Det er hele turen værd! Dernæst triller du forbi det meget kendte Clos de Vougeot fra 1200-tallet smukt beliggende som en bygningsoase midt i vinmarkerne. Du kommer gennem Nuits-Saint-Georges, som har produceret højklassevin i århundreder, og forbi château Aloxe Corton, med dets typiske tegltag. Der er rig mulighed for at gøre stop undervejs for et besøg eller en vinsmagning inden du når frem til vidunderlige Beaune. Byen er charmerende med mange seværdigheder, og den lille bymidte er præget af gamle huse, madmarkeder, vinbutikker og restauranter. Overnatning fx på Hotel Belle Epoque.
Rundtur til Côte de Beaune
56km
Er du i byen på en lørdag, er hele centrum præget af markedsdag. Oplev det inden du begiver dig ud på dagens rundtur, som går sydpå ind i Côte de Beaune. Ruten følger Bourgognes Voie Verte med cykelstier på nedlagte jernbaner og langs kanaler som fører jer ret ind i hjertet af flere af de kendte vinmarker som Pommard, Meursault, Chassagne og Puligny-Montrachet, som både rivaliserer og støtter hinanden, fordi de deler æren af at producere verdens bedste hvidvin. Et besøg og vinsmagning på Chateau de Chassagne Montrachet anbefales inden der cykles videre til charmerende Nolay med sin markedshal med det særprægede tag. Derefter videre til La Rochepot med den imponerende borg oppe på knolden. Herfra tilbage til Beaune gennem dette dejlige område, som er så rigt på fredede bygninger i landsbyerne – med kirker og overdækkede vaskehaller.
Beaune-Châteauneuf
35km
Fra Beaune cykler du mod Savigny-les-Beaune og byens slot, før ruten fører dig ind i det åbne bourgognske landskab. Her præges turen af bakkede drag hvor de karakteristiske landsbyer er drysset med rund hånd. Du når frem til Châteauneuf-en-Auxois, en malerisk middelalderby, der troner højt over landskabet. Byen har bevaret sit slot og fæstning i Bourgognes karakteristiske stil fra 1400-tallet. Også de gamle herskabsboliger hvis tårne, skulpturer og andre ornamenter er et levn fra fortidens velstand, og har uden tvivl bidraget til landsbyens udnævnelse til ”en af Frankrigs smukkeste”. Her skal du bo i nat fx på Hostellerie du Château.
Cykelferie i Bourgognes vinland
Châteauneuf-Dijon
43km
Du triller ned i Ouche dalen og kommer til Abbaye de la Bussière, et tidligere cistercienserkloster fra det 12. århundrede. Klostret er i dag indrettet som hotel, og den omgivende store park er en af Bourgognes mest overdådige. Herfra cykler du langs Canal de Bourgogne, som benyttes af pramme og turbåde, og følger den bilfri cykelsti “Voie Verte” hele vejen ind til Dijon.
Cykelturen er slut
Efter morgenmaden check ud og hjem- eller vidererejse. Eller forlængelse her i Dijon. Der er nok at se på.
I Bourgogne har vi også 4 andre ture:
Tur 22 – Det nordlige Bourgogne. Yonne med Auxerre, Chablis & Nitry
Tur 24 – Bourgognes Kanaler. En rundtur fra Montbard.
Tur 25 – Bourgogne Côte d’Or. En rundtur fra Dijon.
Tur 26 – Beaune. Fast base i den smukke by og udflugter der fra.
