Merlot

Cykelrejse i vindistrikter i Rheinland-Pfalz

Fire vindistrikter rundt om Rüdesheim

Her er en herlig cykelrejse i vindistrikter i Rheinland-Pfalz, Sydtysklands dejlige vinland. Romantiske borge, glade mennesker og ædle vine – det og meget mere kan beskrive vindistrikterne Rheingau, Rheinhessen, Nahe og Mittelrhein, som vi her kommer rundt i på denne cykelrejse i delstaten Rheinland-Pfalz. De vidtstrakte vinskråninger ned mod floderne Rhinen, Nahe og Alsenz lægger stokke til nogle af Tysklands bedste vine. Glem alt om billig, sød tysk vin – her produceres nogle af de fineste vine. Riesling er den dominerende drue i disse vindistrikter, men også Silvaner og Spätburgunder flyder i glassene. Disse vine og meget mere skal du nyde på denne cykeltur, hvor temaet netop er vin. Således kommer du rundt til flere vingårde, du inviteres til 3 vinsmagninger og to af nætterne skal du bo hos en vinproducent.

Cykelturen går dels ad stierne langs Nahe floden og Rhinen, og hernede er terrænet fladt. Men du skal også op i bakkerne. Op gennem vinmarkerne på skråningerne. og op til byerne og borgene på toppene. Så dette er ikke en af de sædvanlige lette flodture. Den kræver en rimelig god kondi. Men du bliver så rigeligt belønnet for dine anstrengelser med flotte udsigter, herlige byer og liflig vin i glasset.

1. dag

Ankomst til Rüdesheim

Rüdesheim er omgivet af frodige vinmarker og ligger her hvor Rhinens bredder er mest stejle. Byen er særdeles hyggelig, og de snævre brostensbelagte gader med bindingsværkshuse tiltrækker hver sommer mange besøgende. Den mest livlige og fotogene gade, Drosselgaße, er blot 144 m lang og her ligger værtshusene og deres hyggelige haver tæt. Besøg RheinWeinWelt, som ligger i en historisk bygning, og hvor du på ganske moderne vis kan trække vin i automater! Over 80 af områdets vinproducenter er repræsenteret. Du bor centralt i Rüdesheim fx på Hotel Zum Grüner Kranz.

2. dag

Rüdesheim-Bad Kreuznach

ca. 51km

Straks du forlader Rüdesheims livlige bymidte er du ude i vinmarkerne. Kryds floden med den lille færge til Bingen, hvor Rhinen får følgeskab af bifloden Nahe. Den følger du ad cykelstien ned til kurbyen Bad Kreuznach. Udover kurbadenes velgørende vand fra de naturlige kilder, flyder også vinen som her er blevet produceret i århundreder. Bad Kreuznach er center for Nahe regionens vinproduktion. Du skal bo denne nat i kurbyen, men inden du finder dagens hotel fortsætter du lidt på cykeln. Via Nahe radweg kommer du til Rotenfels, hvor en stejl fjeldside rejser sig bag ved byen – vistnok den højeste fjeldside mellem Alperne og Skandinavien. Herefter må det være tid til et vingårdsbesøg. Dem finder du masser af omkring Rotenfels og Schloßböckelheim, så afsæt tid til det inden du cykler ad småveje tilbage til Bad Kreuznach. Overnatning på fx Hotel Victoria direkte ned til Nahe.

3. dag

Bad Kreuznach-Flonheim

47-55km

Du starter dagen med at følge Nahe ud af kurbyen. Ikke langt syd for byen støder den lille flod Alsenz til Nahe og den har sørme også fået anlagt en cykelsti. Bliv på den indtil XXX hvor du skal op over et højdedrag inden du triller ned mod Appelbachdalen. Der er godt 300 højdemeter at forcere, inden du kan fortsætte ad cykelsti gennem den snævre dal nordpå til Neu-Bamberg, en middelalderlig miniput by med byport. Du er nu i Rheinhessen og også her dyrkes vin overalt. Gennem vinmarker og typiske små vinbyer kommer du til Flonheim, som er dagens mål. Her bor du på hos en vinproducent og om aftenen inviteres du til en vinsmagning.

4. dag

Flonheim-Nierstein

ca. 47km

Straks videre ud i vinmarkerne. Her venter dig en smuk udsigt over dalen og byen Alzey, som du nu skal ned til. Den gamle bykerne er omsluttet af en velbevaret bymur, og bag de tykke mure venter både et slot, hyggelige gader og pladser. Så videre ud i vinmarkerne og gennem flere idyllisk beliggende vinbyer som Gau-Odernheim og Wintersheim. Ved Guntersblum fanger du Rhein Radweg og følger denne flotte og flade rute frem til Oppenheim. Her ligger det tyske Weinbaumuseum, som giver indblik i vindyrkning gennem tiderne. Herfra er der ikke langt til Nierstein, som er Rheinhessens vigtigste vinby. Her skal du bo i nat hos en vinproducent, og igen er der vinsmagning på stedet.

5. dag

Nierstein-Eltville

ca. 42km

Med vinmarker på den en side og Rhinen på den anden, følger du Rhein Radweg frem til Mainz, som er delstatens hovedstad og den største by i Rheinhessen. Mainz er mere end 2000 år gammel og har udgravninger helt tilbage fra romertiden. Det er en universitetsby og der er derfor et livligt centrum. Bybilledet er domineret af domkirken, der hæver sig majestætisk i byens centrum. Byens mest kendte personlighed er Johann Gutenberg, trykkunstens opfinder, der satte fart i formidlingen af reformationstankerne, og bysbarnet har naturligvis fået sit eget museum. Herefter fortsætter turen ind i Rheingau og til områdets ældste by, Eltville, også kendt som rosenbyen med mere end 22.000 roser. Her er hyggeligt Altstadt, hvor du nemt finder et vinotek elelr to inden du cykler til aftenens hotel, Gutshotel Baron Knyphausen, lige uden for byen.

6. dag

Eltville-Rüdesheim

ca. 28-40km

I dag står attraktionerne i kø. Du starter med at cykle lidt væk fra floden og ind til Kloster Eberbach, som laver fortræffelige vine. Klostrets vinmarker kan føres 900 år tilbage, så der har man haft tid til at udvikle og forfine kunsten at lave gode røde, hvide og mousserende vine. Der er vinsmagninger i kælderen og rundvisninger i klostergården. Efter et besøg her cykler du videre gennem vinmarkerne og bakkerne forbi de gamle slotte og vingårde Schloss Vollrads og Schloss Johannisberg. Begge steder laver fortrinlige Riesling vine, så nyd et glas inden du atter finder ned til Rhinen og igen lander i Rüdesheim. For de der synes at have tid og lyst til mere, anbefaler vi en rute til rødvinsbyen Assmannshausen. Besøg fx Weingut Krone, hvor man har produceret store rødvine på Spätburgunder (Pinot Noir) siden middelalderen. Gennem baglandet den ene vej og ad Rhin stien (etape netop åbnet i 2019) tilbage. Alt i alt en ekstra tur på 12 km). Overnatning igen i Rüdesheim.

7. dag

Rundtur til St Goar

ca. 32km 32km

Rüdesheim er porten ind til den romantiske del af Rhinen og vinområdet Mittelrhein. På denne spektakulære del af Rhinen har floden skåret sig gennem skiferbjergene, så den former en smal dal med stejle skråninger. Det landskab skal du først nyde fra vandsiden, og starter således dagen med en sejltur. Tag din cykel med ombord og sejl fra Rüdesheim op til St Goar. Her ser du den sagnomspundne Loreley: En 132 meter høj og næsten lodret klippe, der knejser ved Rhinens højre bred. Vælg selv hvilken side af floden du går fra borde på, og tag evt turen op ad de 400 trin til toppen. Herfra er udsigten betagende. På en landtange nedenunder står Loreley statuen. Beretningen lyder at Loreley druknede sig i kærlighed til sin elskede og blev til en havfrue, og det siges, at hendes sang lokker sømænd i døden og får skibene til at synke. Det kan også skyldes at floden lige nedenfor indsnævres kraftigt, og det i kombination med kraftige vindstød, strømhvirvler er vanskelige betingelser for skibene! I dag er det dog ganske sikkert at krydse floden, så kryds floden med en lille færge fra St Goarshausen til St Goar, og cykl så ad venstre bred tilbage til Rüdesheim via hyggelige Oberwesel og charmerende Bacharach. En forrygende uge afsluttes med en sidste vinsmagning i byen.

8. dag

Afslutning på turen

Efter morgenmaden hjem- eller vidererejse.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Se også vores tur langs Rhinen fra Mainz via Rüdesheim og Koblenz op til Köln. Den kalder vi Tur 52.

Henter Billede