Merlot

Hvem er vi?

Merlot er et lille specialbureau for cykelrejser, og har rødder helt tilbage i midt 90’erne. Merlot var i mange år min far Peters butik. Efter 20 år i rejsebranchen fik han ideen om at slå sin faglige indsigt sammen med sin lidenskab for cykling, og det blev i 1995 til Merlot Tours.

I de første ti år arbejdede han alene med det. Så voksede butikken, og jeg kom til, og i dag er det mig der har førertrøjen på og står for den daglige drift. Ligesom min far er jeg ihærdig cyklist og begejstret for de oplevelse den to-hjulede kan give. Jeg vil helst op på cyklen hver dag. Kort eller langt. Nyttig transport eller bare for fornøjelsens skyld. Så sidder jeg der godt til rette på min gode cykel og mærker vinden og har en god lyd fra hjulene. Glæden ved at cykle er der hver gang. Omgivelserne helt tæt på. Lysets forandringer med skyerne, byger der går og kommer, også bakkerne og en uvenlig modvind.

Som cyklist ved jeg hvad der skal til for at en cykelferie bliver en god oplevelse. Den viden har jeg lagt ned i rejserne, som er nøje tilrettelagt sammen med lokale samarbejdspartnere. At arrangere cykelferier er min brændende, levende passion. Jeg laver ikke andet og har gjort det i 20 år nu.

Merlots lille organisation betyder for dig, at det know-how vi har opbygget om cykelturisme i Europa kommer dig til gode, når du henvender dig. Vi har været derude, cyklet det igennem, besøgt hotellerne, set landskaberne og fornemmet glæder og besværligheder ved hver eneste tur.

Navnet Merlot er naturligvis hentet fra druen af samme navn. En blå druetype med et fyldigt, næsten sødmefyldt strøg, som danner klangbund for nydelse. Fra drue til vin er en langsom proces, der kræver den dybeste årvågenhed. Fra idé til en færdig cykelrejse er også et langt forløb, hvor det at agte på detaljerne er vigtige. Her på kontoret, og under de mange rejser derude, bestræber jeg mig på at gøre et godt stykke arbejde, så den indsats forhåbentlig giver klangbund for nydelse – akkurat som når Merlotdruen er kraften bag en god vin.

Velkommen til Merlots rejseverden!

Sanne Kobbernagel

Cyklist & direktør

Henter Billede