Ideen bag
Den langsomme rejse
Da Merlot i 1995 sendte sine første gæster til Frankrig for at cykle, var det ret “eksotisk” og usædvanligt at tage på cykelrejse i udlandet. I dag er det nærmest “trendy” og rammer virkelig tidsånden. Cyklen er klimavenlig og aktiv ferie i et langsomt tempo giver den fysiske udfoldelse og det bevidst nærvær, som mange af os virkeligt sukker efter i en hæsblæsende og alligevel alt for stillesiddende hverdag. I en tid med højhastighed på alle fronter, vil det måske være sundt for dig at mærke langsomhedens velsignelse ved at tage på cykelferie. På en cykel er det let at standse op, hvis udsigten overmander dig, eller du pludselig ser noget, der fanger din interesse. På en cykel har du glæden ved bevægelsen ved egen kraft og glæden ved den høje himmel over dig.
På vores cykelrejser kan alle være med. Du skal bare kunne li’ at cykle. Så enkelt er det. Du har ikke andet på programmet end at tilbagelægge rutens afstand, og du har en hel dag til det. Vi lover dig, at der også er tid til pauserne. Tid til et caféstop, et hvil i græsset, et kig op i himlen – tid til alt det du ikke gør i din hverdag.
Vi sørger for det praktiske
Cyklerne står på rejsemålet, på hotellerne er du ventet og din bagagen flyttes hver dag frem til næste hotel. Du får rutemateriale at cykle efter. Du er jo gæst i en egn du ikke kender, og på en ferietur er det ærgerligt at satse forkert. Hvilken vej skal jeg følge for at se det smukkeste? Hvor kan jeg bo? Er der plads, når jeg kommer frem? Kan jeg leje cykler og hvad med den tunge bagage? Vi har været der i forvejen og har sørget for det alt det praktiske.
50 km om dagen
Det lyder som en motionskampagne, men det er nogenlunde en dagsetape på en Merlot cykelrejse. Når du har en hel dag til det, er det i virkeligheden ikke så meget. Med 15 km timen er det under 4 timer i sadlen. Plus pauserne. Stille og roligt.
Cyklerne
Nye og gode cykler står på startstedet. Hvis du har din egen cykel med, så trækker vi blot cykellejen fra. Det er kun bilister, der kan tage egen cykel med – med startsteder langt ude på landet er der så mange praktiske vanskeligheder med at tage egen cykel med fly og tog, at det må frarådes. Cyklerne har en gearing, der passer til terrænet. Oftest 21/24 gears turcykler med håndbremser og ingen fodbremser. På ture i et fladere terræn dog også 7-gears cykler med fodbremser. Under hver tur står beskrevet hvilken type cykel der benyttes og hvad der medfølger af udstyr. El-cykler kan lejes på samtlige ture mod tillæg.
Ruter & rutemateriale
Ruterne er lagt på cykelstier der hvor det giver mening, eller på småveje med ringe trafik. Ved kørsel ind i og ud af større byer vil de sidste km omkring byen dog være i tættere trafik. Ingen af vores ture er bjergture, men der er naturligvis på mange af turene bakker, der skal overvindes. Så tager det blot lidt længere tid, og etapelængden er afpasset efter det. Ved ankomsten til starthotellet får du dit rutemateiale. Oftest er det detail kort og rutebeskrivelse, men på mange ture er vi også gået over til GPS. Hvad rutematerialet indeholder fremgår af teksten under hver tur. Her finder du også information om rutelængde. Det står naturligvis enhver frit for, om man vil følge ruterne eller lave sine egne kortere eller længere gen- eller omveje.
Bagagen
Mens du nyder livet på småvejene er der andre, der bakser med din bagage og sørger for at den står på næste hotel, når du er fremme. Du nøjes med at have den lette dagsbagage på cyklen. Lidt for megen luksus vil de “ægte turcyklister” mene. Men vi er nu mange, der sætter pris på den form for cykelrejsekomfort.
Hotellerne
Merlot anvender hoteller i en mellemkategori. Ikke det mest simple. Ikke vild luksus. Gode, familiedrevne hoteller i kategorien 2, 3 og 4 stjerner. På flere ture har vi lavet en opdeling i kategori A og B – så kan du selv vælge. Det skal være hyggeligt at nå frem. Værterne skal være synlige, og det betyder for dig en oplevelse af nærhed og engagement – vigtigt for en cykelgæst der godt kan lide at “komme hjem” efter dagens dont på cyklen. Hotellerne ligger nogle gange ude på landet eller i landsbyer, uden anden form for natteliv end det gæsterne selv skaber.
Du kan se mange af de anvendte hoteller i turteksten. Vi har kun nævnt de hoteller som vi oftest benytter. Der kan være ændringer i netop dit hotelforløb. I et program som dette har vi mange hoteller knyttet til, så hvis det angivne hotel er fyldt finder vi et andet i tilsvarende kategori.
Maden
Morgenmad er altid med i rejsens pris. På mange af de franske ture er også aftensmiddage inklusive, og på øvrige steder kan det være et tilvalg. Under hver tur kan du se i hvilket omfang vi har inkluderet aftensmiddage eller om de kan tilkøbes. Det er lidt en smagssag om man foretrækker at have middagene med i turen, men det er vores erfaring, at gæsterne har det fint med ikke at skulle afstryge byen for at finde et spisested efter en hel dag ude. Turenes afveksling mellem forskellige opholdssteder gør, at du møder forskellige køkkener. Frokosten sørger du selv for.
Alle kan være med
Rejserne er lavet med tanke på voksne motionister. Du skal kunne li’ at cykle. Det er vel bare det. Du får god motion, og du mærker, at du sagtens kan cykle de 50 km om dagen, som du ellers syntes var absolut i overkanten. Dit dagsprogram er givet på forhånd. Hver dag hen til næste hotel, hvor et værelse venter på dig. Udvalget af ture er bredt og skulle passe til alle grader af fysisk formåen. Du kan aflæse den enkelte turs sværhedsgrad under hver enkelt tur.
Mange af vores ture findes også i udgaver, der er særligt velegnede til børn. Ture hvor dagsetaperne ikke er så lange, terrænet er fladt og hvor I cykler ad cykelstier. Blandt andet er turene langs med floderne i Tyskland og Østrig rigtigt gode til børn. Her er meget at se på undervejs – de små byer ligger tæt, og de mange skibe og sluser er sjove at se på. Er børnene så store at de er på egne cykler, så skal de kunne cykle 25-35 km om dagen for at være med eller også skal vi hjælpe jer med at finde en tur som kan kombineres med lidt tog eller sejlads for at afkorte etaperne. Det er meget forskelligt om der er børnerabatter at få på de forskellige ture. Langt fra alle hoteller har familieværelser, og skal en familie bruge 2 dobbeltværelser er der desværre ikke noget at spare… Men spørg os endelig, så undersøger vi det.
Hvilken tur skal jeg dog vælge?
For nye gæster kan det være svært at vælge. Men prøv at skæve til sværhedsgraden, og dernæst til det geografiske. Hvad passer ind i dine øvrige rejseplaner, og er der en egn du gerne vil gense eller du ikke har været i før, hvor langt du har lyst til at køre (bilister) eller hvordan er rejsen til stedet (fly/tog). Alle ture er selvfølgelig gode – så der hvor du er, der er eventyret og oplevelsen. Er det ikke altid sådan på en cykeltur?
Vi har et bredt udvalg af ture i forskellige sværhedsgrader, og har helt sikkert også en tur til dig. Vi har inddelt de fleste af turene efter tema eller karakter som vi oplever ofte er kriterier for valg af tur. Brug vores forskellige søgefunktioner under “Find tur” eller se forsiden hvor vi har udvalgt nogle ture udfra nogle enkle kriterier.
Rejsen til din cykeldestination med fly og tog
Vi bygger gerne bro mellem dig og rejsemålet, og vejleder gerne med foreslået rute og rejseplan, men kan ikke længere levere billetter. Billetkøb skal du dog selv klar, hvadenten det er tog eller fly. Vi anbefaler altid at købe flybilletter direkte hos flyselskaber og ikke gennem en portal. I tilfældet af forsinkelser, ændringer, aflysninger mm, er du bedre stillet hvis din billet er købt direkte af selskabet.
Husk at ALLE Merlots cykelrejser er pakkerejser. Derved er du som forbruger beskyttet af Pakkerejseloven. Merlot Tours er medlem af Rejsegarantifonden, reg. nr. 2343.
Rejsen til din cykeldestination med bil
Mange af vores gæster kører i bil til rejsemålet. Ruten ned gennem Europa blander vi os ikke i, men du kan altid få oplysninger om parkeringsmulighederne på startstedet. På de ture hvor start- og slutsted ikke er det samme, vejleder vi altid i hvordan du finder tilbage til din bil. På mange ture er der mulighed for at tilkøbe en returtransfer til startstedet. På visse er det endog inkluderet.
Vores priser – og rejsen til cykelområdet
Merlots princip ved prisfastsættelse er at vi INKLUDERER alle de ydelser, som naturligt indgår i en rejses elementer. Lad os kalde det ærlige priser. Således er alle priser inklusive flytning af bagage og leje af cykel.
Danske rejsearrangører er pålagt en moms-afgift for rejser til EU-landene. Dvs at alle vores priser indeholder moms. Det er ikke en 25% moms i gængs forstand, men en særlig rejsemoms, som jf. loven ikke udspecificeres på fakturaen. Beløbet er 250-400 kr.