Er du til smukke bølgende landskaber, fortryllende landsbyer og god mad og vin, så prøv denne cykelferie i Piemonte. Det var vinen og maden, der drev os i armene på Piemonte. Piemontesernes evne til at diske op til lækkermunde er legendarisk. Piemonte lægger jo vinstokke til to af Italiens helt store vine – Barolo og Barbaresco. På denne cykelferie i Piemonte kommer du ret ind i hjertet af disse vines oprindelsessteder.
Turen går rundt om Alba, gennem områderne Roero mod vest, Langhe mod syd og Monferrato mod nord. Her er ganske bakket med dale, der gennemskærer højdedragene, og turen byder på en del højdemeter hver dag – men på en el-cykel er bakkerne helt overkommelige. Af samme grund har vi valgt at inkludere en el-cykel. Så kan alle være med og flere få glæde af de vidunderlige udsigter over vinlandet med Alperne i baggrunden, hasselnøddetræer på skråningerne og et højt niveau på spisesteder og hoteller.
Du bor på udvalgte hoteller, albergos og vingårde. Ofte familiedrevne mindre steder med godt værtsskab og en hyggelig atmosfære. Vi har ikke inkluderet middage, men vi anbefaler gerne gode restauranter og foretager bordreservationer for dig. To varianter af denne cykelferie i Piemonte: 8 nætter (73A) eller 6 nætter (73B).
Ankomst til Verduno
Turen starter i den lille by Verduno, som ligger ca. 12 km vest for Alba og tæt omsluttet af vinmarker. Her er ganske enkelt vinstokke så langt øjet rækker og til alle sider. Så er du ankommet til Piemonte! I byen er der et udsigtspunkt hvorfra du kan skue ud over hele det landskab, de byer og de vinmarker du skal cykle i de kommende dage. Midt i byen ligger Agriturismo Ca’ del Re, hvor du skal bo de næste to nætter. Her er god restaurant og egen vinproduktion. Om aftenen er der velkomstmøde på hotellet.
Rundtur i Roero bakkerne
ca. 45km
Cyklerne skal hentes i den lokale cykelbutik i udkanten af Alba (transfer fra hotellet er inkluderet), hvor de tilpasses og justeres inden du triller afsted. Du starter her nede i dalen og cykler uden om Alba by op til Guarene med sit fine castello. Vinmarker til alle sider og du fortsætter Så videre op gennem terrænet og du kommer ind i Roero området nordvest for Alba. Du cykler gennem frugtplantager og ser de første hasselnøddetræer, og i det fjerne kan du se Barbaresco landsbyen, som du kommer igennem på sidste cykeldag. Det lille mad og vinsted, Ciabot San Giorgio, ligger helt guddommeligt og fredeligt på en skråning mellem vinstokkene. Ideelt pausestop hvis du kan time det med deres åbningstider. Du triller ned i dalen igen kommer så til Pollenzo. Byen er hjemsted for slow food bevægelsen og huser et slow food universitet. Her ligger også Italiens vinbank, hvor man finder en samling af alle de store vine fra hele landet. Her er ønologi museum og selvfølgelig mulighed for at smage! Efter Pollenzo krydser du Tanaro floden og skal så op til Verduno og dit hotel.
Verduno-Monforte d'Alba
ca. 50km
I dag kommer du ret ind i hjertet af Barolo-land. Ruten bølger let op og ned og i det fjerne kan du se slottet Castello di Grinzane Cavour. Udover vinmarker er her også frugtplantager med fersken og figner samt hasselnødder og valnødder. Og så dyrker landmændene kartofler, majs og kål længere inde på markerne. Stop i Grinzane Cavour og se slottet fra 1300-tallet med lokalhistorisk museum og enoteca. Det er her den årlige internationale trøffelauktion finder sted. Herefter en kort tur ned i dalen og så op igen til La Morra, som er smukt placeret på en bakketop, og fra byens Piazza Castello er der en fabelagtig udsigt.
Fra La Morra en skøn nedtur til Barolo, som ligger så smukt der svøbt i alt det grønne. Dejligt for en gangs skyld også at komme cyklende ned til en by, i stedet for altid at have byen på toppen. Barolo er centrum for den legendariske vin af samme navn, og i kælderen i byens gamle borg er der selvfølgelig et Enoteca hvor du kan smage de kendte vine. På ruten passerer du mange af de store vingårde som ofte tager imod besøg. Næste by er Monforte d’Alba, hvor du øverst oppe gennem de smalle gader finder en fin kirke med lille amfiteater og en herlig udsigt over byens tage. Du skal nu bo landligt små 4 km uden for byen på det dejlige Agriturismo La Torricella med pool.
Rundtur i Alta Langhe
47km
Du cykler via Monforte og sydpå gennem det bølgende vinland til den lidt større by Dogliani i bunden af dalen. Så til turens sydligste punkt, byen Murazzano. En fin gammel by med kirke højt beliggende og byens centrale plads nedenfor. Herfra nordover igen og østpå mod Bossolasco med nøgne tufstensklipper omkring dig. Alpetoppene i horisonten danner et flot bagtæppe til de grønne bakker. Herovre østpå erstattes vinstokkene af skov- og græsklædte skråninger. Tilbage via Serravalle Langhe til dit hotel, La Torricella.
Monforte d'Alba-Canelli (73A)/ Alba (73B)
ca. 47km
I dag skal du til den del af regionen der hedder Bassa Langhe. Også her gennem det bølgende vinland, men du bliver på højderyggen og undgå de værste op- og nedstigninger. Byen Mango er ideel til et frokoststop. Her er kirke og enotek og fin statue opstillet til ære for Piemontes berømte trøffelhunde. Gæster på 73B cykler via Neive og Barbaresco til Alba. Gæster på 73A cykler længere østpå ind i et nyt vinområde: Muscato. De første km går lidt op og ned inden den 7 km lange trilletur ned til byen Canelli, som ligger i bunden af dalen. Her holder de store Muscato producenter til, bl.a. Contratto og Gancia, og deres kølige kældre langt under jorden er åbent for besøgende. De næste to nætter skal du bo på Relais Villa del Borgo. Et tidl. cistercienserkloster omdannet til et helt moderne hotel med en unik beliggenhed i Canelli by.
OBS! Gæster på 73B cykler denne dag til Alba, og har en bydag her inden turen er slut. Spring frem til dag 8…
Alto Monferrato & Roccaverano (kun 73A)
58km
Dagens rundtur går sydpå i Alto Moferrato området, hjemsted for bl.a. Asti-vinene. Både de krydrede barberaer og de søde, mousserende moscatoer, så her vil være rig mulighed for at gøre stop på en vingård. Du triller ud af Canelli i sydlig retning ad fine smalle veje i en fin vekslen mellem skov, hasselnød og vinmarker frem mod Bubbio og Monastero Bormida med fin borg og smuk gammel stenbro henover den lille flod. Du er i dalen og her begynder den 8-9 km lange opstigning mod Roccaverano – det sydlige Piemontes højest beliggende by. Den smalle vej er stort set trafikfri, så hop af cyklen når udsigten overmander dig og nyd stilheden. Vel fremme i byen, kan du nyde en god frokost på byens lille torv som huser en dejlig restaurant. Her kan du få de typiske piemontesiske retter, og smage på “Robiola di Roccaverano”, en lokalt produceret blød mild gedeost, som området er kendt for. Ruten retur til Canelli går via byerne Cessole og Loazzolo. Nyd aftenen i Canelli og sov atter godt på Villa del Borgo.
Canelli-Alba (kun 73A)
30/53km
Dagens mål er Alba, som ligger ca. 30 km vest her for Canelli. Du kan vælge bare at cykle direkte, men for de der gerne vil have lidt flere km i benene og få et sidste sus i vinmarkerne har vi lavet en lidt længere tur. Først nordover i Alto Moferrato til Agliano Terme. Dernæst tilbage ind i Langhe området, hvor landskabet nærmest eksploderer i vinmarker. Vinstokke så langt øjet rækker og til alle sider! Neive er endnu en hyggelig by med smalle brostensbelagte gader og mange små vinbarer. Næste stop er Barbaresco – endnu et stednavn som du sikkert kan genkende fra vinetiketterne. Den ene af byens kirker er nu omdannet til et enotek med smagning og salg. Meget sigende for en lille by hvor alt drejer sig om vin, og et passende sidste stop inden de sidste cykelkilometer ned til Alba. Her skal bo de sidste 2 nætter på Palzzo Finatti. Alternativt kan du cykle videre ca. 5 km ud til Guarene og bor de sidste 2 nætter på Il Cortile di San Michele. Et skønt sted med flot udsigt over vinmarkerne og en lille pool.
Bydag i Alba
I dag skal du opleve Alba; Langhe regionens historiske og kulturelle centrum og Piemontes gourmet-hovedstad. Byen er kendt for sine hvide trøfler og den årlige trøffelfestival i oktober. Også Nutella kommer fra Alba. Måske ikke det mest eksklusive pålæg, men de hasselnødder, som Nutellaen er lavet af, kommer fra egnen, og de er i deres helt egen liga. Store, smagfulde og allesteds nærværende. I det gamle centrum er stemningen i de brostensbelagte gader livlig. På Piazza Elvio Pertinaca er der marked hver lørdag formiddag.
Afslutning på turen
Så er den ugelange tur rundt i Piemonte slut. Efter morgenmaden hjem- eller vidererejse. Eller bliv et par ekstra dage i Alba eller området. Er du bilist og har bilen stående i Verduno kan du bestille en transfer retur til udgangspunktet.
De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Det kan være nødvendigt at benytte andre overnatningssteder for at få det hele til at gå op. Vi forbeholder os derfor ret til at ændre hotelforløbet. Ved højere kategori kan tillæg forekomme, ved lavere kategori gives fradrag. Se også alternative hoteller under fanen “Hotellerne”
