Dordogne er et naturskønt område i det sydvestlige hjørne af Frankrig, omkring 500 km fra Paris. For cyklisten er det en glæde at cykle i et meget varieret landskab hvor gamle borge hyppigt dukker op, med idylliske landsbyer med tobaksproduktion og trøfler, valnøddelunde og majsmarker. Råvarerne til det gode køkken ser du ofte: Det er Frankrigs ande- og gåsefarm par exellence, så foie gras og magret de canard er altid at finde på spisekortet. Her er bakket, men i den blide ende. Ofte følger du floddale, der slynger sig gennem et frodigt landskab. I Vitrac bor du på hotel lige ned til Dordogne-floden. Dordognefloden er for øvrigt den eneste flod i Frankrig, der af Unesco er udnævnt til naturreservat med fokus på bl.a. biodiversitet. Men det er nu forhistorien, der er omdrejningspunktet i Dordognes turisme. Grotter med hulemalerier fra menneskets tidligste historie, kommer du til på denne cykeltur, som på den måde bevæger sig i et enormt tidsspænd med flotte eksempler på renæssanceborge i den anden ende. Middelalderbyen Sarlat er der sat en halv dag af til. Byen er meget velholdt og ren, en fornøjelse at være her.
Ankomst til Souillac
Flyv til Toulouse eller Paris og tag toget til Souillac. Souillac er en typisk fransk provinsby med smågader med liv Byens største seværdighed er den fine klosterkirke fra det 12. århundrede, Abbaye Sainte-Marie. Byen er desuden vært for en årlig jazzfestival i juli. Du bor centralt på La Vieille Auberge.
Souillac-Tamnies
38km
Du cykler ud af Souillac, på landevej i starten, men så drejer du fra og er hurtigt ude i et stille landskab. Du kan tage en omvej på 6 km og besøge Jardins du Manoir d’Eyrignac – et ret enestående haveanlæg i ægte fransk stil med lige linier og kantklippede hække. Du kommer til byen Salignac med middelalderborg og huse klynget omkring komplekset. Du kommer til Saint Genies med sine gule huse og er her i Frankrigs skatkammer for foie gras. Du ser gæs og ænder mange steder, stop op de vil gerne snakke …! Så videre til Tamnies og dit hotel for aftenen, Hotel Laborderie. Her er have og pool.
Tamnies-Les Eyzies
42km
Atter afsted på cyklen gennem et roligt landskab med engstrøg afgrænset af en rand af klipper. Så ned i Vézère dalen – med en afstikker på ca 14 km i alt kan du nå op til Lascaux-grotten, der rummer en fabelagtig samling forhistoriske hulemalerier. Ellers kør ned mod Les Eyzies, på din vej stopper du i St Leon med sin ro her ved floden og den gamle romanske kirke. Men dalen her er Vallée de l’homme og dit mål i dag er jo ”capitale du préhistoire”. Du bor 2 nætter på Hostellerie du Passeur centralt i byen.
Rundtur fra Les Eyzies
45km
Der er meget at se på her, flere grotter i nærheden, men også førnævnte museum, som du bør se for at blive intruduceret til den viden, som grotterne har givet os om menneskets tidligste historie. Cykeletapen er en rundtur på 45 km til Le Bugue, Limeuil og ned til Dordogne floden ved Siorac-en-Perigord. Retur via Saint-Cyprien. Du kan også vende om i Limeuil og derved afkorte ruten til 32 km.
Les Eyzies-Vitrac
35km
Gennem skove og agerland med floden Beune som vejviser et stykke af vejen inden du drejer af og søger mod byen Sarlat-la-Canéda. Her skal du gøre en ordentlig pause, det er den betydeligste by i Perigord, og en af Frankrigs smukkeste landsbyer. Byen nyder vel godt af de mange turister, som også holder restaurantlivet oppe på et pænt niveau. Er man historieinteresseret, er byen en sand perle, for her findes ikke mindre end 600 fredede bygningsværker. Af kendte personer fra Sarlat kan bl.a. nævnes arkitekten bag DR-byen Jean Nouvel. Giv dig god tid i den smukke middelalderby, du har kun 10 km ned til Vitrac, hvor du bor på det gode traditionelle Hotel Plaisance nede ved Dordogne-floden. Her er have og pool.
Rundtur fra Vitrac
40km
I dag en rute, der igen afdækker herligheder her på egnen. Du cykler ud og ser de mange slotte, der ligger langs Dordognes bredder. Men først kommer du til et af turens højdepunkter, landsbyen La Roque Gageac som ligger bare 5 km fra Vitrac. Husene er klinet ind under klippeskrænten her ved floden. Så videre til Beynac-et-Cazenac, der er endnu en smuk landsby. Det ældgamle slot Château de Beynac ligger højt oppe over byen på en klippetop med en svimlende udsigt. Her har det i over 900 år ligget og vogtet mod ubudne gæster. Gå derop, det er et besøg værd og som at rejse gennem Frankrigs historie.Du cykler videre og forlader floden for en stund og kommer gennem agerland, krydser floden og kommer snart til Joséphine Bakers slot, Château Milande fra 1400-tallet. Her levede hun i næsten 30 år og man fornemmer stadig hendes sjæl og ånd. Domme er sidste landsby på rundturen og også klassificeret blandt de smukkeste i Frankrig. Byen ligger på en svimlende stejl skrænt, så stil cyklen for foden af byen og gå derop. Herfra er den mest fantastiske udsigt ud over Dordognedalen og La Roque-Gageac og Beynac-et-Cazenac, som du lige har besøgt. Udsigten og murværket rundt om Domme med de mange porte er hele turen derop værd. Tilbage til Vitrac og overnatning samme sted.
Vitrac-Souillac
35km
Stadig nede i Dordogne-dalen er her mere at se på endnu. Chateau Montfort og Fenelon ligger flot med sine vældige borgkomplekser, som endnu et par fornemme repræsentanter for et renæssanceslot, som du har set så mange af under dagene her. Roligt forbi St Julien de Lampon og herfra en behagelig rute langs Dordogne flodens skyggefulde bredder tilbage til Souillac. Samme hotel som ved ankomsten.
Turen er slut
En herlig uge i Dordogne dalen er slut. Efter morgenmaden hjem- eller vidererejse.
De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.