Merlot

Loiredalen – Stjernetur i Chitenay

Dejligt hotel i landsby ved slottene

Cykelferie i Loiredalen hvor alle kan være med. Loires natur er ikke så meget forskellig fra en dansk landskabsopfattelse. Terrænet er derfor ideelt til cykling. Her er bølgende korn- og majsmarker, skovomkransede er de og vekslende med vinmarker, landsbyer med kirke og torv, store skove tydeligvis anvendt som jagtskove med lange lige alléer, og så disse slotsbygninger, de fleste i renæssance-stil, som ligger så overraskende selv i de mindste landsbyer. Nogle er mindre private slotte med eller uden adgang, andre er trestjernede seværdigheder, med en hoben af turistbusser med hastige én-dags-turister inde fra Paris. Det er nok sådan at du næppe bruger tid og entrépenge på hvert eneste slot, men du vil alligevel opdage at stederne fanger dig ind med deres tilbagetrukne ro og fornemhed.

På denne cykelferie i Loiredalen bor du fast på Auberge du Centre i landsbyen Chitenay ved Cheverny. Et dejligt 3 stjernet Logis du France hotel med have og pool og central beliggenhed på torvet overfor kirken. Værelser i kategori Superieur. Med Chitenay som knudepunkt har vi udarbejdet forskellige forslag til dagsture, som selvfølgelig kan gøres i det omfang og i den rækkefølge du selv ønsker. Vi foreslår her 4 nætter med plads til 3 cykelture, men turen selvfølgelig kan forlænges med det antal nætter du ønsker.

1. dag

Ankomst til Blois

Ankomst til Chitenay, ca. 15 km syd for Blois. Flyv fx til Paris og tag toget videre til Blois. Her fra stationen må du tage en taxa det sidste stykke ud til Chitenay og ugens hotel, Auberge du Centre. Hotellet ligger roligt og uforstyrret i den lille landsby Chitenay, hvor der lige er en lille købmand og en Tabac.

2. tur

Udflugt til Château Chambord

56km

Du cykler ind til Cours Cheverny og herfra videre til Villesavin-slottet. 8 km efter dette og ad cykelstier ind gennem skovene ligger det kæmpestore Chambord-slot. Der er tid til et besøg og en pause ved en af de mange cafeer her. Gør også et stop ved en af områdets vingårde og producenter: Du er i AOC appellationen Cheverny.

3. tur

Udflugt til Blois

33km

Gennem typiske landsbyer frem til Vineuil, som er Blois’ sydlige forstad. Herfra triller du ned mod Loire-floden, og just her er du i centrum af Blois med kongeslot og charmerende byliv. Nyd eftermiddagen her inden du cykler tilbage delvist gennem Foret de Russy. OBS! Hver lørdag er der stort marked i byen med fødevarer, tekstiler og håndværk, og fine eksempler på den franske markedskultur.

4. tur

Udflugt til Château de Chaumont ved Loirefloden

39km

Ad afmærkede cykelruter ned til Fougéres s/Bievre med slot fra 1500-tallet og gennem blidt landskab med vinmarker frem til Chaumont direkte ud til Loirefloden. Når du nærmer dig floden ser du nu også det pompøse Chateau Chaumont knejse på skrænterne. Heroppefra et vældigt udsyn over Loire-floden. Slottet afholder hvert år en ”Havefestival” over forskellige temaer. Fint offentligt anlæg til picnic ned til floden.

5. tur

Udflugt til Château Cheverny

23km

Ruten går ad rolige veje til Chateau Troussay, som er Loiredalens mindste slot, men alligevel rig på både historie og arkitektur. Herfra videre til Chateau Cheverny, også kaldet Tintin-slottet. Det var nemlig i Cheverny, at Hergé skulle have fundet inspiration til Tintins eventyr i Rackham den Rødes skat, hvor kaptajn Haddock arver slottet Møllenborg. Sæt dig i kaptajnen og hans venner, Tintin, Dupond og Dupont og hans trofaste følgesvend Terrys sted og genoplev deres eventyr gennem en permanent udstilling på stedet. Her er også dejligt haveanlæg og et museum i slottet med komplette møbelsamlinger.

6. tur

Udflugt til Château Beauregard

16km

En let tur til det nærliggende og mindre kendte Chateau Beauregard. Francois 1. omdannede sin jagtstue til dette fine slot, der sidenhen er blevet forskønnet af slottets efterfølgende besiddere. Slottet er er en lille fryd for øjet og et af de mest historisk interessante i området. Besøgets højdepunkt er uden tvivl værket Galerie des Illustres inviterer sine besøgende på en rejse gennem Frankrigs og Europas historie med sine 327 portrætter af toneangivende personligheder.

7. tur

Udflugt til Sologne

42km

Denne ruter går gennem Sologne, som er navnet på et frodigt landskab sydøst for Cheverny ned mod Romorantin. Landskabet er præget af vinmarker, skove med lysninger og søer. Også her ligger mange småslotte, bl.a. Chateau Villesavin, som har fået øgenavnet ”Chambords byggeplads” måske takket være sin bygherre Jean Le Breton, som stod bag opførelsen af Chateau de Chambord.  I slottets gamle stald kan man se en flot samling af gamle hestevogne fra 1800-tallet. Ruten retur går gennem en del vinmarker med apellation Cheverny.

8. tur

Udflugt til Château Fougeres-sur-Bievre

24km

Denne rute går gennem typiske landsbyer frem til Fougéres-sur-Bievre. Her er et vældigt middelalderslot fra 15.årh. Den stramme og magtfulde arkitektur står i skarp kontrast til naboslottenes mere polerede facader. Slottet i Fougères-sur-Bièvre har alt det man forventer sig af en borg: borgtårn, vagttårn, skydeskår og høje borgmure. På vejen tilbage til Chitenay  bør du gøre et stop og få en vinsmagning hos en af de lokale vindyrkere. Du er i apellation Cheverny.

Turen kan også arrangeres med flere eller færre nætter. 

Vores engagement i Loiredalen har rødder tilbage til Merlots start i begyndelsen af 90’erne,  Udover denne tur 5, har vi:

Tur 2 – en rundtur fra Blois og ud til de tre store C’er – Chenonceau. Cheverny og Chambord

 

Henter Billede