Cykelferie langs med Altmühl floden fra Rothenburg ob der Tauber til Regensburg. Allerede her to meget kendte byer i det tyske turistbillede. Altmühl Radweg er en godt skiltet rute mest på bilfri stier i et ubesværet terræn, der har været strengt naturbeskyttet i årtier. Ruten løber gennem det romantiske Franken, og naturparkerne Frankenhöhe og Altmühltal. Landskabet veksler mellem skove, enge og mærkværdige klippeformationer og er bundet sammen af indtagende byer. Der er keltiske gravanlæg, klostre og katedraler, borge og slotte, at opleve her. Ruten løber også langs UNESCO-verdensarven Limes-volden – også populært blevet kaldt ’Tysklands første jerntæppe’ og bygget af romerne som værn mod de rå og vilde barbarer mod nord, germanerne! De mange vidnesbyrd fra romertiden er fascinerende: godser, kasteller og vagttårne er bevaret eller genopbygget til samme stand som dengang, de bevogtede den tidligere grænsevold til Romerriget. Således glider cykelglæde og kulturoplevelser fint sammen på denne tur.
Ankomst til Rothenburg ob der Tauber
Rothenburg ob der Tauber, en lille by med stor berømmelse. Der findes ingen andre steder, hvor middelalderen er bevaret så godt, som netop her. Byen er stadig omgivet af de gamle bymure, bag hvilke de mange smukke, historiske bygninger ligger. Især Rådhuset fra 1446 med det berømte kunstur tiltrækker sig opmærksomhed, men hele Marktplatz er imponerende. Kom tidligt hvis du kan, eller bestil en ekstra nat, her er så stemningsfuldt. Overnatning fx på Hotel Goldenes Fass.
Rothenburg-Ansbach
ca. 49km
Lige på og lidt opad med det samme, for du skal op til området med Altmühls kilder (kan springes over). Temaet er dermed slået an: En cykelrute langs vandløb med de seværdigheder det indebærer. Første by på ruten er Colmburg med et Hohenzollern slot. Så videre til Ansbach, som er den tidligere residens for markgreverne fra Brandenburg-Ansbach. Byen ligger smukt ved naturparken Frankenhöhe og byder på en sand rigdom af historiske seværdigheder, som man måske ikke havde forventet af den lille by. Residensen har et flot orangeri i slotshaven.
Ansbach-Weißenburg
ca. 62km
Kort stigning fra Ansbach fører dig over Grossenried og Ornbach til den lille Altmühlsee med mange storke og hvor der kan bades. Middelalderbyen Gunzenhausen her ved søen er oplagt til et frokoststop. Så videre til Karlsgraben, hvor du ser det tidligste forsøg på at skabe en forbindelse mellem Donau og Rhinen under Karl den Store. Lige nord herfor ligger Weißenburg, som er dagens mål. Eva overnatning i Wettelsheim i stedet.
Weißenburg-Eichstätt
ca. 50km
I dag skal du ud på den smukkeste del af Altmühl. Her mellem Treuchtlingen og Pappenheim snævrer dalen ind. Efter Solnhofen kommer du forbi ”de 12 apostle”, som er nogle besynderlige klippeformationer der rejser sig som små knolde i landskabet. Dollnstein med byport og stort torv er endnu en miniput by på ruten inden du når frem til Eichstätt, hvor du skal bo i nat. Denne lille by i hjertet af Naturpark Altmühltal er en af barokarkitekturens perler. Byens palads og springvand er et fint eksempel på den lette og luftige Eichstätt-barokstil.
Eichstätt-Riedenburg
ca. 64km
Nu vider dalen sig ud igen og du cykler gennem smukke landskaber og kommer til Pfünz, som bl.a. gemmer på et romersk fæstningsværk; Römer-Kastell Vetoniana, som er en del af Limes volden. Efter et besøg her cykler du videre og følger flodens slyngninger frem til Beilngries med valfartskirke og slottet Hirchenberg. Her i denne lille by med typisk sydtysk bycentrum skal du bo i nat.
Riedenburg-Regensburg
ca. 52km
Inden du cykler fra Kehlheim anbefaler vi at du tager den smukke sejltur til Weltenburg Kloster, som nærmest ligger midt i floden, hvor den slår en vældig bue og danner en lille landtange. Klostret er et af de oprindelige klostre i Bayern med verdens ældste klosterbryggeri. På sejlturen kommer du gennem ”Donaudurchbruch” som oversat betyder ”Donaus passage mellem klipperne”. Floden her er meget smal og skærer sig gennem de stejle klippevægge. Tilbage i Kehlheim og ud på cyklen, og langs med Donau floden til Saal, videre til Bad Abbach og så helt frem til Regensburg. En meget fin by med domkirke og et charmerende (bilfrit) centrum med smalle gågader og et hyggeligt leben.
Afslutning på turen
Efter morgenmad tjekkes ud fra hotellet og turen er slut. Opholdet i Regensburg kan forlænges. Toggæster rejser hjem herfra. Bilgæster tager bus eller tog tilbage til Rothenburg (ej inkl).