Prøv denne cykelferie rundt om Potsdam. Med Potsdam tænker du sikkert på konferencen på Cecilienhof i 1945, på Frederik den Store, på Preussen og Bismarck og på Sanssouci. Kun en halv time i tog fra Berlins pulserende centrum finder vi delstaten Brandenburgs hovedstad. Byen og dens omegn er især kendt for sin historiske arv, som Preussens residensby med talrige og enestående slots- og parkanlæg. Bybilledet er præget af tidligere kongers barokdrømme og deres efterfølgeres storslåede monumenter i klassicistisk stil. Her er smukke gamle byporte, hyggelige baggårde med cafeer, værtshuse og gallerier. Her er Cecilienhof, hvor fredskonferencen efter 2. verdenskrig fandt sted – alt står som dengang, og vi mærker historiens vingesus, når vi står i rummet, hvor Truman, Churchill og Stalin afgjorde Europas skæbne. Potsdam og omegn byder i det hele taget på kultur og historie i en imponerende dimension. Berlin var jo en gang verdens filmby, og er godt på vej tilbage igen efter Hollywoods dominans. Her er filmmuseum og det berømte filmstudie Studio Babelsberg.
På turen her bor du alle nætter på det 4-stjernede Seminaris Hotel ca. 5 km fra Potsdam centrum. Hotellet ligger ude i det naturområde der hedder Pirschheide og ud til Templiner See. Her er 2 restauranter, indendørs pool og stor have. Vi har lavet 4 cykelruter ud derfra, som du kan cykle i den rækkefølge og i det omfang som nu passer dig. Ruterne går hovedsageligt ad cykelstier, og i et meget let terræn. Du kan forlænge opholdet på Seminaris hotel og tage et par bydage i Berlin.
De to søer – Templiner See og Schwielow See
38km
Her skal du på en sløjfetur mod vest. Ned langs Templiner See og over til Werder. Videre på cykelsti rundt om Schwielow See til Caputh. Caputh er kendt for sit slot, men i høj grad også fra Albert Einsteins sommerhus, som han byggede i 1929, men kun nød i fire somre inden han emigrerede til USA i 1933. Huset ligger der, men er ikke museum. På Rådhuset er der en udstilling om ham. Også et slot i barokstil i byen. Fra Caputh sejler du over til Geltow og cykler tilbage langs Templiner See til hotellet. En dag med masser af søluft og skovlandskaber.
Potsdam og de nærliggende slotte
30km
Oplev i dag de historiske kvarterer i Potsdam og nogle af de mange slotte og parker i byen. Du cykler langs med Templiner See først til Schloss Glienicke og dernæst til Belvedere Pfingstberg (entré inkl). Og så skal du selvfølgelig se og opleve det imponerende slot og parkanlæg Sanssouci – bygget af Frederik den Store og siden 1990 erklæret UNESCO verdenskulturarv sammen med de andre nævnte kvarterer. Tag god tid til besøget her, for det er en enestående tidsrejse gennem kunst-, kultur-, og arkitekturhistorien. Herfra videre ud til flere af de mindre slotte og parker, bl. a. til Neues Palais. Kort rute i dag, så du har god tid til de mange slotsbesøg.
Rundtur i Mark Brandenburg
40km
I dag nordpå gennem Mark Brandenburg og de mange småbyer der. Du cykler langs Templiner See og følger den sydover til Havel. Bliv her langs vandet op til byen Golm og over broen til landtangen med Töplitz. Området her er beskyttet naturpark, så stå af cyklen og gå en tur i det grønne inden du cykler tilbage via Bornim og Kaiser Wilhelm II’s Neuen Garten.
Wannsee & Gatow
50km 20min
En cirkeltur op mod Potsdam. Glienicker Brücke siger dig sikkert noget: Spionudvekslinger og film om den kolde krig. Sidste udveksling skete i 1986. Ved broen ligger Villa Schönningen og her fortælles historien. Langs Havel cykler du op til Wannsee (Villaen fra mødet i 1942 hvor nazisterne planlagde jødeudryddelsen er i dag dokumentationscenter), og herfra med skib over til Alt-Kladow (inkl). I Sacrow ser du et slot, som Kong Frederik-Wilhem i 1840 byggede til sig selv og boede på. På en landtange ned mod floden Havel lod han også bygge en kirke i italiensk stil (Heilandskirche), den stod færdig i 1844. Ensomt ligger den her i skoven med sin fritstående campanile. Er på UNESCO listen. Meget af området er det, der kaldes Potsdamer Havellandschaft.
Berlin
40/80km
Når du er så tæt på Berlin er det selvfølgelig også oplagt at tage en tur derind. Der er markeret cykelrute hele vejen ind til Berlin Mitte. Via Glienicker Brücke og ind til Regierungsviertel. I alt 40 km og selvsagt 80 hvis du cykler hjem igen. Men fra Potsdam er der tog hele tiden til Berlin (35 min), så du kan improvisere tog/cykel som det nu passer dig.
Turen er slut
Efter morgenmad hjem- eller vidererejse. Du kan også forlænge opholdet og evt cykle ind til Berlin. Der er markeret cykelrute ind til Berlin Mitte. ca. 40 km og selvsagt 80 hvis du cykler hjem igen. Men fra Potsdam er der også tog hele tiden ind til Berlin (ca. 30-35 min), så du kan improvisere tog/cykel som det nu passer dig.