Merlot

Langs Rhône-floden

Fra Condrieu til Avignon

I Frankrig investeres der – heldigvis for os – ret meget i nye cykelruter langs floder og kanaler. Terræntypen inviterer jo til at anlægge cykelstier langs med de i forvejen anlagte veje og jernbaner. Denne cykelferie langs Rhône floden følger en af de nyere anlagte cykelruter nemlig ”Via Rhona”, som går helt oppe fra Lac Leman (Geneve-søen) og ned til Middelhavet. Som på andre flodture passerer ruten ældgamle byer.

På turen her zoomer vi ind på den franske del der går gennem de smukke landskaber i Drôme og Ardèche. Du begynder i Condrieu, kommer til Tournon sur Rhône, Valence , Montelimar og ender i Avignon. Hele tiden tæt langs med floden og således uden bakker og skiftevis på den ene og den anden side af floden. Vin, chokolade og nougat fra Frankrigs ”slikskuffe” vil du møde på turen her ligesom naturligvis byerne og vinmarkerne.

1. dag

Ankomst til Condrieu syd for Lyon

Fra Paris ned med toget og skifte i Lyon, så er du her. Les Roches de Condrieu er en mindre by beliggende på den venstre bred af Rhône floden. Byen er centrum for det lille hvidvinsområde Condrieu AOC. Kun 160 ha. Virkelig skrappe skråninger, som dem langs Mosel. Et utroligt slid har det været at igangsætte vindyrkning her. Generationer efter generationer af vignerons krøb opad skrænterne med deres vinstokke for at undgå Mistralvinden og nyde godt af en opstigende varm luft fra dalen. Denne første aften bor og spiser du på Hotel Bellevue, som ligger på Rhônes højre bred. De første to nætter kan opgraderes til det 4-stjernede Hotel Beau Rivage.

2. dag

Condrieu-Tournon-sur-Rhône

58km

Du følger ViaRhôna stien først til Serriéres ved floden og med bro over Rhône samt et fint, lille museum om Rhône som transportvej gennem tiderne. Så videre på Rhônes østside med udsigt over til bakkerne på vestsiden. I St Vallier krydser du floden og er i lavlandet langs Rhôna via Arras s/Rhône til Tournon. På den anden side af floden ligger tvillingenbyen Tain-l’Hermitage, som er hjemsted for den store vinkælder ”Tain”, der producerer ikke mindre end 5 millioner vinflasker om året. Så er det da oplagt at nyde et glas Côte du Rhône når du er vel ankommet. Du bor og spiser i øvrigt dejligt på Hotel les Azalées.

3. dag

Tournon-sur-Rhône–Loriol

59km

Stien går videre og skiftevis på øst- og vestsiden af floden. Du har flot udsigt til Ardèche-bjergene der rejser sig på den vestlige side af Rhône-floden, mens det er bjergmassivet Vercors man kan skimte mod øst. Cirka halvvejs kommer du Valence, en ægte sydfransk by, hvor man tager sig god tid til at leve livet. Gør frokostpause her inden du cykler videre  ad rolige stier. Dagens overnatning og middag er i Loriol, som ligger ca 6 km fra floden. Hotellet hedder Hotel les Oliviers.

4. dag

Loriol-Montélimar

41km

Tilbage til Rhône floden, som du denne dag følger på den vestlige bred inde i Ardèche. Du bliver tæt ved floden, hvor terrænet er ganske fladt og kommer ret ind i hjertet af Vivarais området med flere historiske levn og små landsbyer, der emmer af fransk charme. Du når frem til når frem til Montélimar og krydser over i Drôme. Montélimar er kendt som ”nougat-byen”, og byen huser da også et museum, nemlig ”Nougat à Montélimar”. Her kan du blive klogere på alt den historie, der ligger bag de små lækkerbiskner. Du bor i bymidten på Hotel le Sphinx. Middag denne aften på egen hånd.

5. dag

Montélimar-Lapalud

38km

Du forlader Montélimar og finder atter ViaRhôna stien, som nu fører ind i “Comtat Venaissin”, som var en del af Pavestaten fra 1274 og til 1791. Landskabet er domineret af dyrkede marker og Rhône flodens mange små flodøer (îles fluviales), der skaber vigtige levesteder for rovfugle, vadefugle og sangfugle. Dagens etape slutter i byen Lapalud, som er en typisk Sydfransk og ret fredelig plet inden du når Avignon i morgen. Denne nat bor du lige uden for byen på Ferme Terre Bio-Provence. En lille hyggelig gård med pool.

6. dag

Lapalud-Avignon

61km

Atter ud på ViaRhôna stien, som i dag passerer gennem frugtplantager, solsikkemarker og skov. Terrænet er let og du har god tid til at nyde landskabet og de maleriske landsbyer du kommer igennem inden du når frem til Avignon. Her i den livlige by ved Rhône-flodens bredder ligger caféer, kunstgallerier og fashionable forretninger side om side. Den gamle bydel, med det imponerende pavepalads, er omsluttet af et fem km langt fæstningsværk med intet mindre end syv porte og 39 tårne. Du bor dejligt på det 3-stjernede Boutique-Hôtel Le Magnan.

 

7. dag

Afslutning i Avignon

Efter morgenmaden er turen slut. Flygæster tager TGV toget op til Paris eller ned til Marseille, bilister tager tog tilbage til Les Roches de Condrieu (ej inkl).

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Henter Billede