Merlot

Bourgogne – Côte d’Or

Dijon & Beaune

Cykelferie i Bourgognes Cote d’Or. Bourgogne er andet end vine. Nok folder vinmarkerne sig markant ud på denne rejse, men det er også en rigdom af natur og kunstneriske og historiske minder. Vel en af Frankrigs smukkeste regioner og samtidig så velegnet for cykelturisme med et væld af stier langs kanaler og småfloder, hvor du helt bilfrit kan nyde dine feriedage. Turen begynder i Bourgognes hovedstad Dijon og bevæger sig nedad gennem Bourgognes kendteste vinstrækning med det forjættede navn Cote d’Or.  Du kommer til Beaune, til Cluny, til Tournus og Chalon og oplever landsbyerne med stenhusene på rad og række. Det er den af Bourgogne-turene, som kører mest gennem vinmarker. Du cykler langs skråningerne, som giver læ og solvarme og grobund for de kendte vine fra Côte de Nuits, Côte de Beaune og Côte Challonnaise. Denne cykelferie i Bourgogne – Cote d’Or har bakker, men er ikke svær.

1. dag

Ankomst til Dijon

Flyv til Paris og TGV-tog derfra. Oplev byen som så gerne vil ryste sit senneps- og kir-image af sig. Byen konkurrererer med Lyon om at være Frankrigs gastronomiske hovedstad, og vil den gerne bryste sig af sin arkitektur, som afspejler datidens velstående Burgund. Palais des Ducs med Musee des Beaux Arts og Place Liberation og de mange små gårde man kan kigge ind i. Meget spændende by og rigeligt til en ekstra dag inden turen videre – eller måske som afslutning. Du bor fx på Hotel Darcy eller Hotel du Nord midt i byen.

2. dag

Dijon-Beaune

47km

Vinmarkerne begynder så snart du har sluppet alle hæslighederne med de store “Centre Commerciales”, som omgiver snart enhver middelstor by i Frankrig. Og hermed – det store sceneskifte – er du i hjertet af Bourgogne. Besøg château Aloxe Corton, med dets typiske tegltag og også det meget kendte Clos de Vougeot fra 1200-tallet smukt beliggende som en bygningsoase midt i vinmarkerne. Du kommer gennem Nuits-Saint-Georges, som har produceret højklassevin i århundreder. Et smagsbesøg er indlagt. Du bor midt i byen fx på Hôtel Athanor.

3. dag

Beaune-Chassey-le-Camp

28km

Tag formiddagen i vinbyen med det berømte Hôtel Dieu, et hospital fra det 15.årh. et mesterstykke i gotisk arkitektur bygget efter 100 års krigen. Fine cykelveje parallelt med Route des Grand Crus ud i de berømte marker (Clos) mod Pommard og Mercurey. Området er rigt på fredede bygninger i landsbyerne – kirker og overdækkede vaskehaller. Dagens hotel ligger smukt og roligt ude i plein nature.

4. dag

Chassey-le-Camp - Cluny

66km

I dag skal du opleve Côte Chalonnaise, som ligger mellem skrænterne til Morvan og Saone sletten. Området danner overgang mellem Côte de Beaune i nord og Mâconnais i syd, og er ligeså estimeret som de andre appellationer oppe mellem Dijon og Beaune. I Cormatin ligger et slot med park og museum, et dejligt sted for frokoststop. Videre ad nedlagt jernbanesti til Cluny. Denne nat på Hostellerie d’Héloïse.

5. dag

Cluny-Tournus

37km

Cluny var i middelalderen et meget vigtigt sted. Her lå et kloster og en kirke, som var den største indtil Rom slog den med Peterskirken. Et småtskåret bystyre rev kirken ned, og de tilbageblevne bygningsrester ligger som et åbent sår midt i byen. Du skal nu ind over nogle bakker i et meget smukt område med græssende Charolais-køer overalt på de grønne skråninger. Forbi landsbyen Chapaise med romansk kirke fra 12.årh og frem til Tournus beliggende ved Saône floden. Her endnu en betagende romansk kirke nemlig den meget stilrene St Philibert fra 10.årh og Bourgogne ældste storkirke. Overnatning på Hotel Le Rempart.

6. dag

Tournus-Chalon-sur-Saône

34km

Saône floden følges ad ny sti mod nord til Chalon, som er flodhavn for fritidssejlerne. En driftig handelsby med gotisk katedral, et kapel og et gammelt apotek fra et forlængst nedlagt hospital. Byen har foto-historisk samling – en mand ved navn Niépce eksperimenterede med forløberen for fotografiet – heliografiet. Du bor på Hotel Saint Georges.

7. dag

Chalon-sur-Saone-Beaune-Dijon

52km 30min

I dag triller du langs Canal du Centre med dejlige indtryk fra det omgivende landskab op til Beaune igen, og herfra tager du toget med cyklen tilbage til Dijon.

8. dag

Afslutning i Dijon

Efter morgenmaden hjem- eller vidererejse.

 

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Henter Billede