Enhver med interesse for bygningskultur vil finde at denne tur har noget helt særligt at byde på. Og selvom barok ikke er din kop te, så er byerne her i deres fantasifulde og ganske velholdte bygningsudtryk virkelig et besøg værd. Kombineret med fornøjelsen ved at cykle dertil, så har du noget at glæde dig til. Hele otte byer i Noto-dalen er på UNESCOs verdensarvsliste grundet denne rige senbarok, som fik sit meget vitale udtryk her. Det var barokkens sidste periode, så bygmestrene må være strømmet til og har udøst al deres erfaring i genopbygningen af byer, som blev ødelagt af jordskælv i 1693.
Du kommer til de fleste af dem på turen, som begynder i den højtliggende Palazzolo Acreide. Herfra cykling ned mod Ragusa og Modica. Kysten syd for ligner lidt Sydfranske Camargue, og er også habitat-område for trækfugle fra Afrika. Du cykler tæt på kysten og kan gøre badestop på øde sandstrande. Du slutter i Siracusa og bor i et fint gammelt hus i den historiske bydel Ortigia. Undgå august, her er simpelthen for varmt! Men nyd til gengæld al den øvrige del af året.
OBS! Vi har haft denne tur med i vores program i mange år, men i år har den fået en make-over. Nye hoteller og nye ruter. Endnu mere fokus på de smukke barokbyer, og således starter turen nu i smukke Ragusa Ibla.
Ankomst til Ragusa Ibla
Flyv til Catania, og fra lufthavnen er der cirka halvanden times kørsel til Ragusa. På vejen får man et virkelig godt indtryk af den helt særlige sicilianske natur. Selv om naturen ved første øjekast ikke virker specielt frodig, er den det alligevel, og Ragusaprovinsen er et sandt paradis for hårdføre planter som oliven, vin, mandler, carob og krydderier. Ragusa har en helt særlig afslappet stemning og lokker med masser af smuk arkitektur og god mad. Byen er delt i to: den ældre bydel, Ragusa Ibla, og den nyere, Ragusa Superiore. Ragusa i dag er at finde på Unescos verdensarvsliste over bevaringsværdige byer. Du bor denne første nat i Ragusa Ibla på fx B&B Terre del Sole eller Terrazza dei Sogne.
Den smukke bymidte i den gamle bydel Ragusa Ibla
Ragusa Ibla-Marina di Ragusa
ca. 45km
Ragusa Ibla ligger i ca. 400m og du skal i dag ned til havet, så dagens cykling er let. Giv derfor god tid til at gå rundt i gaderne inden du cykler ud i landskabet ned mod kysten. Først går det let op og ned, og du kommer forbi mange marmorbrud, som har lagt sten til al pragten inde i egnens byer. Et landskab skiftevis vildt og venligt, og med stengærder i firkantede linjer omkring markerne. Donnafugata kommer du først til, og her skal du se det overdådige neogotiske palads. Derefter cykler du ned til havet og cykler forbi strandene i Punta Secca og Marina di Ragusa. Her ved kysten skal du overnatte på fx La Moresca.
Marina di Ragusa-Modica
ca. 37km
Fra Marina di Ragusa cykler du langs kysten til den lille by Donnalucata med lille hyggelig havn og promenade. Så cykler du atter indlands og kommer til den meget stemningsfulde by Scicli. Du cykler lige ind gennem centrum og forbi den store åbne plads, Piazza Italia. Herfra videre til Modica, som er dagens mål. Byen er en betydningsfuld by på Sicilien, og kaldes også for “De 100 kirkers by”. Det bliver nok for meget at nå rundt til dem alle, men du skal i hvert fald se den berømte San Giorgio katedral, gå op ad San Pietros trappe og måske besøge en af de mange traditionsrige chokoladeforretninger for at smage den lækre “Cioccolato di Modica”, som byen også er kendt for. Overnatning på fx Palazzo il Cavaliere.
Modica-Ispica
ca. 46km
Så snart du er ude af Modica, er det stille og rolig cykling af landevejen. Her dyrkes ind imellem oliven på skråningerne og de karakteristiske kaktusser vokser vildt overalt. De mange stengærder er også kendetegnet for landskabet her, hvor du cykler ind gennem “Cava d’Ispica”. Ikke mindre end 13 kilometer løber denne kløft med naturlige huler og grotter på begge sider. Her er stort set tomt for turister, men til gengæld fuldt af markblomster i alle nuancer af lilla, gul, rød og blå. Dagens mål er Ispica, der ligger lidt tilbagetrukket fra kysten og ca. 7 km fra stranden ved Pozzallo. Ispicas mest værdige barokke bygninger er kirkerne Santa Maria Maggiore og San Bartolomeo. Overnatning i Ispica på fx Palazzo Gambuzza.
Ispica-Marzamemi
ca. 52km
Hurtigt er du ude ved den flade kyst med bred sandstrand på den ene side, og et vådområde med vadefugle bl.a. flamingoer på den anden. Der kan bades og der er god plads. Vi synes du skal aflægge Siciliens sydpids et besøg nede ved Isola delle Correnti. Hvis du ser på kortet, så ligger dette punkt sydligere end Tunesiens nordkyst. Det er en lille, sjov omvej inden du når til Portopalo. På vej hertil kan du smage på den lokale vin Vino d’Avola i en af de mange kældre langs vejen. I havnen i Portopalo ligger der en god restaurant til frokost, så gør evn et stop her inden du fortsætter til Marzamemi. Overnatning på fx B&B Mananna. eller B&B Regina Margherita.
Marzamemi-Noto
ca. 50km
Byen her er nyere og ikke noget særligt, så afsted mod Noto. Her er ret fladt med en del gartnerier og et naturområde kaldet Vendicari Natural Oasis med sjældne botaniske specier. Forbi Lido di Noto med havbad inden du når selve Noto. Her når barokken sit maksimum, barokkens hovedstad er den kaldt, et utroligt smukt og harmonisk byrum. Gå rundt her og lad bygningerne selv fortælle. Denne nat fx på Hotel Flora.
Noto–Siracusa
ca. 38km
Du får sikkert smagt på en mandel-granité med en brioche og en caffé espresso, inden du siger farvel til denne særlige by og tager cyklen ud til kysten og følger den via Avola op til Siracusa, som en gang var hovedstad i grækernes Magna Grecia. Nu tid til at udforske den meget charmerende by og Neapolis arkæologiske park hvor det græske teater ligger. Tæt ved dit hotel ligger den historiske ø Ortigia, som er hjertet af Siracusa. Ortigia er kendt for sine smalle gader, barokke bygninger og livlige markeder. Besøg Piazza del Duomo, hvor du finder Siracusas katedral, der er bygget på resterne af det antikke græske tempel Apollon. Du bor meget dejligt og centralt på fx på B&B Nostos.
Afslutning
Efter morgenmaden er turen slut og der checkes ud fra hotellet. Siracusa er en meget stemningsfuld by, hvor du sagtens kan bruge mere tid, så forlæng evt turen med en nat eller to mere.
De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.
TIP! Du kan også starte turen i vidunderlige Piazza Armerina og stadig nå til Siracusa på 7 nætter og 6 cykeldage. Kontakt Merlot for mere information og flere andre muligheder her i det sydøstlige hjørne af Sicilien.